Forside \ Praktisk info \ Newbie?

Newbie?

Første gang på Fastaval? Læs denne hurtige guide og få +2 på dit Fastaval Survival-tjek


Det er 24. gang, at der bliver holdt Fastaval. Der er enkelte deltagere, som har været på Fastaval alle 24 gange, men hvis det er første gang for dig, så kan du læse denne lille introduktion, som hjælper dig til at komme i gang med Fastaval.

Tilmelding
Når du har besluttet dig for hvilke scenarier, der lyder interessante er din næste opgave at prioritere dem. På tilmeldingssedlen har du mulighed for at angive prioriteter på de scenarier, du gerne vil spille.

Ankomst til Fastaval
Ved ankomst til skolen er det første du gør, at finde Check-in. Her står de rare infonauter klar til at udlevere din deltagerseddel, armbånd og evt. T-shirts. Har du ikke betalt på forhånd er det også her, det økonomiske afklares. Din deltagerseddel er din personlige guide til Fastaval. Her står der hvad du har meldt dig til af mad, hvilke hold du er kommet på, og hvor dine scenarier kører henne.
Den fungerer også som din madbillet, hvis du har købt mad på Fastaval.

Info
Hvis der er det mindste problem med din tilmelding, vil check-in henvise dig til informationen, hvor infonauterne vil gøre deres bedste for at løse dine problemer. Dette gøres for at mindske køerne ved checkin mest muligt, og for at hjælpe dig bedst muligt, da der sjældent er adgang til databasen ved check-in køen. Har du nogle spørgsmål til din deltagerseddel eller andet er det også Info du skal henvende dig til.

Mad
Hvis du vil være sikker på et varmt måltid mad mindst én gang om dagen, så tilmeld dig aftensmaden. Og husk endelig din tilmeldingsseddel i madkøen, for det er den, du bruger som bevis på, at du skal have mad. Selv om du ikke gør det, så behøver du ikke leve af toast, cola og chips. Det er muligt at købe sandwiches og lignende fornuftig mad i cafeen

Sovesal
Fastaval er i gang 24 timer i døgnet, der vil derfor stort set altid være nogle, som sover et eller andet sted i sovesalen. Al færdsel og snak skal derfor foregå roligt og dæmpet.

Huskeliste til sovesalen:

• Varm sovepose og liggeunderlag. Sovesalen kan godt være kold.

• Lommelygte, så du kan finde plads i mørke

• Ørepropper er en virkelig god ting i sovesalen

• Og husk en hovedpude. Gulvet i en gymnastiksal er hårdt!

Spilstart og reservekø
Det er vigtigt, at du møder op til tiden, til de scenarier du er tilmeldt, ellers bliver din plads givet til en anden. Hvis du selv er forhindret, men har en ven, der gerne vil spille i stedet for dig, giver du bare din plads til hende. Hvis du ikke er kommet på noget scenarie i en blok, hvor du gerne vil spille rollespil, kan du stille dig i reservekøen (spørg Info, hvor den starter).

Reservekøen fungerer lidt ligesom chancekøen ved en bilfærge, forstået på den måde, at det er fra denne flok, der bliver fordelt spillere til de spillokaler, hvor der mangler folk, under spilstart.
 
Oprydning søndag
Om søndagen fra klokken 13.30-16 er alle aktiviteter stoppet og vi hjælper alle med at rydde op. Ved at få taget et ryk inden banketten, kan vi sikre at mandagen bliver endnu mere vidunderlig! Du får yderligere information om den fælles oprydning på Fastaval.
 
Vidunderlige Mandag
Når man vågner 2. påskedag efter en sjov og festlig Fastaval, er det sidste man har lyst til nok at skulle i gang med at rydde op og gøre rent, men
ikke desto mindre er det lige præcist, hvad vi alle skal i gang med. Oprydningsmandag er på ingen måde forbeholdt arrangører, opgaven ville faktiskblive fuldstændig uoverkommelig, hvis ikke der var så mange seje Fastavaldeltagere, som hjalp med at løfte i flok.
 
 

Skriv din kommentar

Dit navn:
Din email:
Titel:
Kommentar: